lørdag den 25. maj 2013

Hvad

Dette er en arbejdsblog for drømmen om at lave et torv i Sigbritsanlægget ved Brændkjærskolen i Kolding med tarzanbane, legeplads, bord- og bænke, grill/bålplads, toiletter, boldspil - petanque mm.
Vi har som opstart fået 60.000 kr. af Kolding kommune til projektet, og er ved at nedsætte en tovholdergruppe, samt har lavet en maillingliste, som du kan tilmelde dig her. (Du kan altid afmelde dig igen.)

Hvorfor og hvordan

Gavn
Dette projekt vil både gøre området attraktivt for børnefamilier, og afhjælpe nogle af de sociale problemer der allerede er her nu.
Der har været en stor udskiftning i området de sidste år. Rigtigt mange småbørnsfamilier flytter fortsat til området. De vil have glæde af dette projekt.
Der er ikke rigtigt offentlige legepladser i området, og der er desværre en del børn, der løber rundt og ikke har noget sted at være. Specielt har vi de sidste par år haft problemer med en gruppe junior-drenge, der løber rundt og laver ballade, kaster sten, smadrer campingvogne, tænder ild i buske, hugger æbler, kører ræs, løber på Brændkjærskolens tag med store skraldestativer, bryder ind gennem hegnet til legepladsen på skolen mm, fordi der ikke er aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for dem. Et aktivitets- og legeområde vil afhjælpe dette.
Denne aktivitet er ikke en engangsaktivitet, hvor man brænder en masse penge af på et event, som nogle af de andre indleverede projekter, men noget der kan bruges af alle aldre i mange år fremover.

Projekt
Vi forestiller os området på sigt kunne laves i en miniudgave af Skovlegepladsen i Sønderskoven Vejle. Her skal være en balancebane og legeredskaber for mindre børn. En ”tarzan-bane” for større børn og voksne, klatre- og balanceredskaber, hænge- og gangbroer. Der kunne også være en indianerby med bålplads, en westerngade med overdækkede opholdsfaciliteter, et opholdsareal med grill- og bålsted, et brændeskur med brænde og et handicaptoilet  - på sigt med vandskyl.
Man kunne udvide konceptet med en petang-bane for de voksne og nogle borde og stole i nærheden af kolonihaverne for enden af Brændkjærgade - stadigt i det langstrakte parkområdet.
Der skal være balancegang, tov, svæve, klatre, nettunel/rullepølse, pæleskov, stammebro, kravle- og klatrenet, koldbøttestativ, forhindringsbane, rutsjebaner etc.

Indkaldelse

Indkaldelse til generalforsamling
Afholdes 11. juni kl. 19 på Brændkjærgade 129 hos Eli Brødsgaard

Vedligeholdelse


Kolding kommunes vej og parkafdeling har ikke penge til vedligehold ud over den almindelige plæneklipning, pasning af buskads og træer.
Teknik og miljø – natur i Vejle kommune fortæller, at den løbende drift og vedligehold af Sønderskovens legeområde foregår gennem deres ”Miljøprojekt”, som er ved folk på kontanthjælp, der reparerer legeredskaberne, når de går i stykker + nye legeredskaber og andre større opgaver. Den almindelige drift med slåning af græs, rengøring og tømning af toilet er kommunens egne folk fra vej og park i Vejle.

Tilladelser


Forvalter af de grønne områder Michael Nielsen fra Kolding kommunes vej og park siger ok for at det bruges til legeområde, og sørger for en høring af de huse, der ligger op til parken.
De almindelige legepladsregler og forordninger skal selvfølgelig overholdes.
Vejle kommune har et driftbudget til rengøring og nyanskaffelser. Kolding kommune nedlægger legepladser, og har ingen penge til nyanskaffelse. Dem skal vi selv finde.
Byggesagsafdelingen skal give tilladelse til igangsættelse af pladsen og oprettelse af toiletter (7979 1632), men ikke etablering af borde og bænke samt petanquebane.

Økonomi


Godkendte legeredskaber er bestemt ikke billige. Hvis vi ikke skal indkøbe dem færdige, kunne vi selv lave dem, eller kommunens værksteder for ledige kunne arbejde med på redskaberne og opstillingen af dem. 

Hvis vi køber klatre- og balanceredskaberne ind fra bunden, er der flere firmaer, der tilbyder denne service, og det er rigtigt meget dyrt. Fordelen er, at det er nemt og de sørger for godkendelse af legeredskaberne. Bagdelen er, at vi ikke får særligt meget for pengene, men det vi får, ved vi er godt. Desuden opnår vi ikke så stort et ejerskab i Brændkjærområdet omkring det.
Fordelen ved selv at lave det eller selv at opstille er, at vi får et socialt fællesskab omkring anlæggelse etc. Det vil være godt for vores lokalområde.

Vi er blevet orienteret om at Renbæk statsfængsel laver sådanne legeredskaber, som f.eks. er brugt på Landerupgaard.
Ena Christensen fra vores gruppe har også kendskab og muligheder for gode indkøbsforbindelser.
Har andre gode forslag og viden?