lørdag den 25. maj 2013

Hvorfor og hvordan

Gavn
Dette projekt vil både gøre området attraktivt for børnefamilier, og afhjælpe nogle af de sociale problemer der allerede er her nu.
Der har været en stor udskiftning i området de sidste år. Rigtigt mange småbørnsfamilier flytter fortsat til området. De vil have glæde af dette projekt.
Der er ikke rigtigt offentlige legepladser i området, og der er desværre en del børn, der løber rundt og ikke har noget sted at være. Specielt har vi de sidste par år haft problemer med en gruppe junior-drenge, der løber rundt og laver ballade, kaster sten, smadrer campingvogne, tænder ild i buske, hugger æbler, kører ræs, løber på Brændkjærskolens tag med store skraldestativer, bryder ind gennem hegnet til legepladsen på skolen mm, fordi der ikke er aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for dem. Et aktivitets- og legeområde vil afhjælpe dette.
Denne aktivitet er ikke en engangsaktivitet, hvor man brænder en masse penge af på et event, som nogle af de andre indleverede projekter, men noget der kan bruges af alle aldre i mange år fremover.

Projekt
Vi forestiller os området på sigt kunne laves i en miniudgave af Skovlegepladsen i Sønderskoven Vejle. Her skal være en balancebane og legeredskaber for mindre børn. En ”tarzan-bane” for større børn og voksne, klatre- og balanceredskaber, hænge- og gangbroer. Der kunne også være en indianerby med bålplads, en westerngade med overdækkede opholdsfaciliteter, et opholdsareal med grill- og bålsted, et brændeskur med brænde og et handicaptoilet  - på sigt med vandskyl.
Man kunne udvide konceptet med en petang-bane for de voksne og nogle borde og stole i nærheden af kolonihaverne for enden af Brændkjærgade - stadigt i det langstrakte parkområdet.
Der skal være balancegang, tov, svæve, klatre, nettunel/rullepølse, pæleskov, stammebro, kravle- og klatrenet, koldbøttestativ, forhindringsbane, rutsjebaner etc.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar